Sunyata

Emmanuel Sørensen: Sunyata. En dansk mystikers liv og visdomsord. Ørnens Forlag

Tim Pallis

Der er udkommet en sjælden fin bog af en usædvanlig dansker, som ukendt af alle levede sit stilfærdige liv i Indien i over 40 år. I 1984 blev han den 5. august kørt ned af en bil i Californien og døde otte dage senere 94 år gammel.

Guni Martin og Ørnens Forlag har heldigvis fået øje på den sjældne kvalitet ved Alfred Julius Emanuel Sørensens poetisk-mystiske livssyn og oversat disse selvbiografiske optegnelser fra den engelske udgave på et meget vellydende dansk. Bogen af og om denne fine gamle dansker hedder: "Sunyata. Emmanuel Sørensen, en dansk mystikers liv og visdomsord".

Emmanuel Sørensen var kendt som "Sunyata" i Indien. Navnet er sanskrit og betyder "tomhed" eller "tomrum". Sunya er ordet for tallet nul, som de arabiske og europæiske matematikere lærte af inderne. Nul er ikke et intet, men den fylde af væren tilværelsen er, når menneskets "ego" er faldet væk.

Ordet sunyata er bedst kendt fra den buddhistiske mystik som et synonym for buddhanaturen eller menneskets naturlige tilstand. Så det er et meget fint indisk navn denne danske mystiker fik i Indien. Han fik det af dette århundredes største advaita vedanta mester Sri Ramana Maharshi (1879-1951), som sagde: We are always aware Sunyata.

Emmanuel Sørensen blev født på et husmandssted i Jylland i 1890, som efternøler med to søstre på 12 og 14 år. Han gik kun i skole til ottende klasse, og det morede ham senere at sige, at han således havde undgået at få "hoveddannelse". Da han var fjorten, blev der pludselig vendt op og ned på familiens liv. Gården blev solgt på tvangsauktion til fremmede, som ikke havde sans for landmandslivet.

Emmanuel kom i gartnerlære, og da han var udlært i 1910, arbejdede han et år i Italien og Frankrig, inden han flyttede til England og blev gartner på forskellige herresæder som Hampton Court og Dartington Hall i Devonshire. Her mødte han i 1929 den indiske nobelpristager og digterfilosof Rabindranath Tagore (1861-1941), som blev så imponeret over Emmanuels uselviske og stilfærdige væsen, at han inviterede ham til Indien for at lære inderne stilhed.

I 1933 rejste han som 43 åring til Indien og blev der i de næste 41 år. I 1937 byggede han en lille hytte ved foden af Himalaya bjergene, et sted hvor flere andre vesterlændinge havde slået sig ned, grebet af interessen for Indiens religiøse kultur.

Hans naboer var blandt andre Dr. W.Y. Evans-Wentz (1875-1965), som er kendt for den første oversættelse til engelsk af "Den tibetanske dødebog". En anden nabo var den tyske buddhistforsker Lama Anagarika Govinda (1898-1985), som skrev bogen "Tibetansk buddhisme" Kbh. 1977.

I 1945 skrev Emmanuel Sørensen et mystisk-teosofisk og selvbiografisk essay, som han kaldte Erindring. Det er dette værk, som nu er udgivet som bogen Sunyata. Når jeg kalder værket mystisk-teosofisk, er det vigtigt at tilføje, at det intet har at gøre med den teosofi, som blev skabt af okkultisterne Helena Blavatsky (1831-1891) og Anni Besant (1847-1933).

Det græske ord theosophia, som betyder visdom om det guddommelige, går helt tilbage til de antikke græske filosoffer og blev senere flittigt brugt af mystikerne Jakob Böhme (1575-1624) og Emmanuel Swedenborg (1688-1772).

Erindring er en særdeles nuanceret undersøgelse af Emmanuel Sørensens egen barndom og ungdom for at klarlægge, hvad der kunne være grunden til, at han havde haft så relativt nemt ved at opgive det "ego", som de fleste mennesker identificerer sig med.

Emmanuel Sørensen følte sig hjemme i Indien og i 1953 blev han indisk statsborger. I Himalaya følte han sig nærmest himlen, og da han altid levede i frivillig fattigdom, behøvede han meget lidt til livets ophold. I 1950 tilbød Birla Foundation, som i Indien støtter eneboere og vise mænd, ham 100 rupee om året i pension, men han tog kun imod 20. Senere blev dette beløb hævet til 50 rupee om måneden, en pension han oppebar i 20 år.

Om vinteren tog han ned i Indiens lune lavland, og når det blev sommer, vendte han tilbage til sin hytte højt oppe i bjergene. Til hans personlige bekendtskaber hørte Mahatma Gandhi (1869-1948), Jawaharlal Nehru (1889-1964), og han traf ved flere lejligheder de kendte hinduistiske mestre: Ramana Maharshi (1879-1951), Anandamayi Ma (1896-1982) og Neem Karoli Baba (d.1973).

Emmanuel Sørensen var såre tilfreds med sin tilværelse i Indien, men i 1973, efter hippietiden, da Indien stadig blev hjemsøgt af spirituelt søgende syrehoveder, fik han besøg af en gruppe mennesker fra Alan Watts Society i Californien. Gruppen var på besøg hos Lama Govinda, men da der faldt en bemærkning om, at der levede en eneboer længere oppe ad bjerget, blev man nysgerrig og besøgte ham.

Det varede ikke længe før de besøgende blev enige om, at denne stille gamle dansker var en "oplyst" mester og derfor inviterede de ham til Californien. Men jeg har intet at lære fra mig og intet at sælge, sagde Sunyata, netop derfor ønsker vi dig til Amerika! var svaret.

Alan Watts Society sendte ham en tur-retur billet med fly til Californien og skrev, at der var sørget for alt, hvad han havde brug for. I 1978 flyttede han som 87 årig til USA og bosatte sig i Mill Vally i Californien. Jeg tager mit hjem med mig, hvor jeg går, sagde Sunyata. Hans livsstil var "ikke at gøre noget", blot "at være". Mange menneskers liv ændrede sig, efter mødet med ham. Jeg gør intet, det sker bare!, sagde han.

Bogen "Sunyata" er et usædvanligt værk. Den er lidt i stil med Johannes Anker Larsens (1874-1957) selvbiografiske perle: For åben dør. Men den er langt mere litterær og filosofisk på en sådan måde, at man godt kan føle sig overvældet og ydmyget af dens indsigt og skarphed. Dette lille spirituelle mesterværks originalitet og beskedenhed er så ægte og fuld af visdom, at man ikke rigtig kan være med. Men det er rart at vide, at her virkelig var en mand, som personificerede det han talte om.

Da jeg som ung begyndte at interessere mig for religiøs mystik, og overfor min familie udtrykte, at dette ikke var noget man blot kunne studere akademisk med en objektiv distance til tingene, fik jeg et svar, som jeg ikke kunne hamle op med: Jamen hvis man nu har lyst til at studere søjlehelgener, så er det vel ikke nødvendigt, at man selv skal op på toppen af en høj søjle og meditere, før man kan skrive om det? Jeg forstod da, at der var en kløft mellem den videnskabelige og den levende tilgang til emnet.

Den tyske filosof Gottfried Leibniz (1646-1716) skabte udtrykket philosophia perennis, den tilbagevendende filosofi, som er det fællespræg, der kendetegner mystikkens filosofi. Aldous Huxley samlede en antologi om emnet, som på dansk kom til at hedde Den evige filosofi. Egentlig talt er mystik ikke en filosofi, men netop det vi er i det evige nuvær. Men når de, som har erkendt deres virkelige identitet, nødes til at formulere sig, taler de stort set enslydende og det til trods for, at de kommer fra forskellige kulturer og traditioner.

Overensstemmelsen mellem dem er forbløffende. Den mest slående lighed mellem den indiske vedanta mystiker, den islamiske sufi mystiker, den kinesiske taoist, den japanske zen mester, den jødiske hassidist og den kristne mystiker er, at de alle har erkendt menneskets naturlige tilstand og derfor lever i en udelt situationstotalitet.

I forordet til For åben dør skriver Vilhelm Grønbech (1873-1948) følgende om Johannes Anker Larsen, som ligeså godt kan siges om Alfred Julius Emmanuel Sørensen: Nu kommer der en mand, som selv har fundet ind til den anden virkelighed, så at de gamle ord genfødes i hans mund. Han har set og følt, at den ikke, som mange har troet, er et privilegium for store, stærke ånder. Den kan findes ubemærket i de enfoldige, der stille lever i evigheden eller Guds rige eller Brahman, hvad vi nu vil kalde det. Her kommer en mand, som har forstået, at evigheden kan trives neden under de daglige interesser og gøremål og være mennesket en stedse rindende kilde, som holder livet frisk. De mennesker som har denne evighed i sig, får ro og skønhed over deres liv af samme art som den der giver træets stamme og krone deres trygge frodighed og deres trygge ro.

I bogen Sunyata er der en rigdom af citater af digtere og mystikere, som har fundet ind til denne virkelighed. Først og fremmest finder vi ord af Østens store mystikere, som f.eks. Lao-tzu, Rumi, Ramana Maharshi og Nisargadatta.

Vestens mystik er repræsenteret af Jesus og Angelus Silesius. Men Emanuel Sørensen læste også "The Oxford Book of English Mystical Verse" og derfor finder vi mange glimt af Milton, Tennyson, Shakespeare, Emily Dickinson, T.S Eliot og Wordsworth. To er med fra vort hjørne af verdenskortet, nemlig Henrik Ibsen og H.C. Andersen.

Især blev han i sin ungdom inspireret af Ibsens religiøse ungdomsværk: Brand (1866) og det mere modne værk fra 1899: Når vi døde vågner. H. C. Andersens lille historie Nissen og Spækhøkeren er optrykt i sin helhed i slutningen af Sunyata. Det siger lidt om Emanuel Sørensens sans for at sige noget svært på en elegant måde. Hans tone er afdæmpet og afklaret:

En virkelig sejrherre kan blive kronet med en indre stråleglans, uset og ukendt af de larmende og de smarte. Da hans frihed er usynlig for andre jeger, kan de hverken bidrage til den eller formindske den. Han passerer måske ubemærket gennem landet og gennem "det I kalder livet", uden at vække misundelse, uden at forstyrre nogen eller noget. Uden at efterlade sig spor - som en fisk bevæger sig gennem vandet eller en fugl gennem luften. Han selv og hans kunstneriske udtryk kan falde ind i landskabet uden at stå i modsætning til det. Hans stille accept er hans kunst, hans frihed og hans magt - dette er den magt, som hverken har behov for anerkendelse eller reklame, og denne magts sprog er Stilhed.

Det betydningsfulde ved Sunyata er et udeleligt syn på tilværelsen, som kun findes hos de ganske få, som har erkendt deres egentlige natur. Dens ikke-dualistiske visdom er en sjælden vare ikke alene i dansk kulturliv, men i Vesten som sådan. Selv i Østen er disse tanker om livet i nuet ved at forsvinde. Jeg tror det er meget væsentligt for menneskets åndelige velfærd i en økologisk og økumenisk tidsalder at lytte lidt nærmere til mystikkens livsopfattelse.

Al higen skyldes en følelse af utilstrækkelighed.

Når du erkender, at DU intet mangler,

for

DU er væren - bevidsthed - nåde -

så ophører dine ønsker, din higen og dine længsler,

og der er intet at udøve;

for at VÆRE dig Selv,

hold op med at være

det ene eller det andet,

bare VÆR.

Sandhed kan ikke opnås eller besiddes af jeget.

Vi kan ikke erkende

det der stedse er Virkeligt.

Når du opdager at du ikke er en person,

men en uberørt og rolig iagttager,

at selve dit væsen er ren bevidsthed -

da er du ved kilden.

Selve ønsket om at være bevidst hindrer det.

Der kan ikke være forberedelse til det som altid ER.

At erkende Sandhed, Virkelighed, Gud, Selvet,

behøver ingen forberedelse.

Forberedelse forudsætter tid,

og tid er ikke midlet til at fatte sandheden.

Sandhed er tidløs.

Et menneske der søger sandheden finder den aldrig.

Sandhed er i det som ER,

og det er det skønne ved den.

Så snart du gør dig tanker om den,

så snart du søger den,

bliver du urolig,

og mennesket som stræber

kan ikke indse,

at vi må være stille

for at blive bevidste om DET

JEG ER er altid bevidst.

Du er det hele: Det Åndelige Hele.

Blot du vågner af din drøm om adskilthed,

om kun at være et menneske, et kært dødeligt jeg

Du er Selvet - Det Evige Liv

hinsides fødsel og død og alle modsætninger.

Du er Selv objektet for din søgen.

Jeg glemsel er Selv-bevidsthed.

Vågn op - ind i det Åndelige Hele:

Væren - bevidsthed - Nåde: Tat twam asi.